Vi har i dag været på dagsvandretur lige nord for Gøteborg. Tankerne drog på langfart; men vendte hjem igen. Læs min eftertanke her:
Efter 1 liter kaffe, 2 liter vand, 3 rugbrødsmadder, 4 pauser (mindst), 7 timer, 25 kilometer, 750 højdemeter føler vi os totalt høje og totalt flade. Vättlefjälls-stien var nok både den smukkeste og hårdeste af de ture, vi har været på omkring Gøteborg.
Når man går 25 kilomter, kan man nå at tænke en hel del – og i dag gik jeg og tænkte på, at uanset hvor meget jeg har nydt vores kirke-, kultur- og natur-oplevelser i Gøteborg, så kan de alligevel ikke måle sig med glæden over mine nære relationer.
I dag har jeg gået og været taknemmelig for at kunne dele alle disse oplevelser med min mand gennem snart 42 år. Og jeg har gået og glædet mig over samvær med vores børn, svigerbørn og børnebørn i den weekend, vi var hjemme i DK.
Jeg gik og tænkte på, hvor meget det betød, at vi igen fik lov at holde vores lille nye barnebarn i armene. Forunderligt at vægten af et nyfødt barn er så lille, men tyngden i ens sjæl er så stor.
Hvad skal jeg sige, mine ord….
