Påsken er den første og den største fest for jøderne – og dybest set også for den kristne kirke. Først et par ord om jødernes påske – og derefter om den kristne påske.
Jøderne fejrer pesach – som betyder forbigang – for at fejre jødernes udfrielse fra slaveriet i Egypten. Den første påske er beskrevet nøje i 2. Mosebog, og den dag i dag er måden at fejre påske på tæt knyttet til fortællingen om udvandringen fra Egypten.
Ved den første påske fik jøderne besked om, hvordan den tiende plage ville ramme Egypten. Israels Gud ville befri sit folk fra det egyptiske fangenskab, og det kunne kun ske ved at kong Farao lod dem gå. De første ni plager havde ikke for alvor blødgjort kong Farao, så han havde givet israelitterne lov til at rejse. Men den tiende plage blev vendepunktet. Alle førstefødte i landet skulle slås ihjel, men Gud havde nøje instrueret Moses og Aron i, hvordan det israelitiske folk kunne blive forbigået.
De skulle slagte et lydefrit lam, de skulle smøre blodet på dørstolperne, og de skulle være klar til afrejse. For det forunderlige skulle ske, at Gud ville lade alle de førstefødte i egypternes hjem dø, men han ville skåne de hjem, hvor der var blod på dørstolperne.
Og der skete præcis det, som var blevet forudsagt. Alle de førstefødte døde, også kong Faraos søn. Der lød et skrig fra paladset, og Farao sendte bud efter Moses og Aron midt om natten. Da de kom, råbte han til dem: “Rejs langt væk herfra! Gå ud i ørkenen og tilbed jeres Gud. Det var jo det, I ville.” ( 2. Mos. 12,32, Bibelen 2020)
Israelitterne brød hurtigt op og måtte drage afsted med uhævet brød i store fade. Brød var en vigtig del af israelitternes ernæring, og normalt satte man det altid til at hæve. Men ikke denne aften. Og ingen påske efter denne aften, for som Gud sagde til Moses og Aron: “Denne dag vil for altid blive en mindedag for jer. For evigt skal I fejre den som en fest for Gud. Fra om aftenen den dag og en uge frem skal det brød, I spiser, udelukkende være uhævet.”
På samme måde fik de nøje besked om, hvordan de dengang og altid efterfølgende skulle handle med påskelammet: “ Sådan skal I og jeres efterkommere gøre til evig tid, også når I kommer til det land, jeg har lovet jer.” (2. Mos. 12, 24-25. Bibelen 2020)
Derfor holder ortodokse jøder også i dag fast i alle detaljer omkring påskefejringen – og mange andre jøder holder fast i dele af påsketraditionerne. Der bliver spist usyret brød i 7 dage, og der bliver holdt påskemåltid efter den fastlagte “seder” (orden). Som julen fejres i Danmark i mange forskellige variationer, sådan fejres pesach på mange måder. Men den fejres!
Der er SÅ mange fascinerende ting ved sammenhængen mellem den jødiske påske og den kristne påske. Og som vanligt vil jeg anbefale Jan Holm Mortensens bog “Jesus og de jødiske fester” for dem, der vil gå i dybden med sammenhængen.
Jesus spiste det traditionelle påskemåltid sammen med sine disciple, da de var i Jerusalem for at fejre påske, men han gav påskemåltidet et helt nyt indhold. Disciplene forstod det nok kun delvist ved selve måltidet, men efterfølgende har de forstået, at Jesus var påskelammet, der skulle ofres ´en gang for alle. At hans blod var det blod, der skulle frelse dem ´en gang for alle.
Da Jesus brød brødet og sagde “ Det er min krop”, og da han skænkede vinen og sagde “Det er mit blod”, trak han tråde tilbage til det traditionelle påskemåltid. Men han gav det en fuldstændig ny mening! En mening, som han tidligere havde antydet for disciplene, men som de først forstod meningen af efter hans død.
Jesus havde allerede efter bespisningsunderet sagt: “Jeg er livets brød…Den, der spiser af det, vil leve evigt… Det brød, jeg giver jer, er mit eget kød, og jeg giver det, for at verden kan få liv.” (Johs. 6, 51).
Akkurat som disciplene måtte forstå stykkevis og efterhånden, tænker jeg, at vi også i dag forstår stykkevis og efterhånden. Jeg vil ønske alle en glædelig påske – og gradvis større og dybere forståelse af påskens betydning og dens sammenhæng med det, der skete allerede mens israelerne drog ud af Egypten.