Det har lige været nytår, altså jødisk nytår: Rosh hashana. Og hermed et lidt forsinket opslag i den anledning.
Jeg havde besluttet at leve mig ind i det jødiske års traditioner ved at læse om og iagttage, hvordan man fejrer hver enkelt højtid i Israel. I jødedommen markeres overgange, højtider og historiske begivenheder ofte med noget helt konkret, så der ville blive god anledning til at tage spændende billeder. Planen var altså til hver højtid at dele et par billeder fra Jerusalem – og at dele nogle refleksioner over højtiden.
Ingen billeder fra Jerusalem, desværre. Men det jødiske fest-år kan jo fejres både i og uden for Jerusalem. Så nu har jeg skåret æbler i skiver – og fundet honning frem til at dyppe dem i. Og jeg er også klar til at dele et par tanker.
Hvad har æbler og honning med nytår at gøre – og hvorfor fejrer de nytår på denne tid af året? Æblet symboliserer året, der starter forfra, et helt friskt rundt år, og honningen symboliserer ønsket om et sødt, godt nytår. Jeg er helt sikker på, at alles ønsker og bønner for det nye år først og fremmest er ønsket om fred. Ønsket om at kunne vågne op til en ny dag uden raketter, droner og sirener. Ønsket om at kunne vågne uden frygt – at kunne vågne med håb og tillid.
Mens jeg smager på en af mine æbleskiver og nyder saften og sødmen, sidder jeg og håber på og beder om, at alle der bor i og omkring Israel skal få lov at opleve fredeligere forhold, inden de næste år finder æbler og honning frem for at fejre nytåret.
Men hvorfor fejrer de nytår nu? Er det ikke mærkeligt? Ikke mere mærkeligt, end når vi i Danmark taler om forskellige år. Vi har lige indledt et nyt folketingsår, og vi taler om både skoleår, kirkeår og kalenderår. I den jødiske kalender har man for eksempel både nytår for år, nytår for måneder, nytår for træer og nytår for betaling af tiende.
Rosh hashana – nytåret for år – falder ti dage før den største højtidsdag i jødedommen, nemlig yom kippur. De ti dage fra rosh hashana til yom kippur er tænkt som bodsdage, hvor man bruger tiden til at tænke over sit liv, over sit forhold til Gud. Jan Holm Mortensen beskriver en tradition på denne dag, som kan give en forståelse for dagens betydning: ”Ortodokse jøder søger på denne dag gerne ud til hav, sø, bæk eller bare et vandhul, hvor de vender vrangen ud på alle lommer, ryster tøjet og tømmer det hele ud i vandet. ’Tashlich’ – kast væk – kaldes denne skik, og det man gerne symbolsk vil kaste af sig, er synden. Det er med andre ord en konkret bodshandling, hvor håbet er, at Gud vil tilgive, at han vil kaste ”alle vore synder i havets dyb” (Mika 7,19).”
Lad os tømme lommerne – og tage imod det nye år, skive for skive, bid for bid.
Godt nytår!
PS:
Tak til Jan Mortensen for bogen Jesus og de jødiske fester.
Tak til min fætter for æblerne.
Og tak til Le Creuset for den fine gule glasur på tallerkenen.
Anna-Marie Hansen