På opdagelse i nærområdet

Egentlig ville vi gerne have været ud at luge en vingård i dag sammen med vores frivilliggruppe. Men beliggenheden på Vestbredden gjorde det umuligt. Til gengæld fik vi en stor oplevelse ud af at tage på shoppingtur i et arabisk kvarter i vores nærområde (Beit Hanini til dem, der kender Jerusalem).

Vi havde fået en shopping-guide af en lokal kontakt, som Anna-Marie har gennem JEN (Jerusalem Expat Network). Og vi ville nu undersøge, om det var muligt at finde en vandkande på 10 liter, som vi har ledt efter i flere byggemarkeder, hos isenkræmmere m.v. – og flere andre mere eller mindre vigtige småting, som ikke findes i vores lokale supermarked.

Det lykkedes os at finde både vandkande, solsikkekerner, en stor pose havregryn og en dåse med kirsebærsovs. Ikke at kirsebærsovs er afgørende for vores liv hernede, men vi har lovet risalamande efter gudstjenesten d. 13. december. Og nu ved vi altså, hvor man kan købe kirsebærsovsen!

Det var i det hele taget en indkøbstur med mange sjove oplevelser, men også en indkøbstur, der viser, at det varer længe, før man for alvor kender en kultur. Eller rettere kender de mange forskellige kulturer, der findes i Jerusalem.

For eksempel spiste vi frokost på en arabisk café, der åbenbart mest var et mødested for unge kvinder, der kom for at spise frokost eller drikke en kop kaffe – og for at ryge vandpibe. I cafeen sad der ud over os tre grupper af unge kvinder (cirka 15 i alt). Og vores bord var det eneste, hvor der ikke blev røget vandpibe…

I det hele taget stikker vi nok lidt ud som fremmede, men det kommer der mange gode oplevelser ud af. For eksempel kiggede vi opmærksom på et lille stenovnsbageri – med det resultat, at bageren kastede en nybagt pandekage ud til Hans Jørgen, som med sin gamle håndboldreaktion nåede at gribe den i luften.

En anden pudsig oplevelse fik vi, da vi besøgte en blomsterbutik. I det meste af butikken var der store spande med fine, friske afskårne blomster, men i et hjørne af butikken var der et parfumeudsalg – og bagerst i butikken var der en trappe ned til en kælder. I kælderen var der et udvalg af legetøj og et hjørne med krukker – og et par vandkander. Så efter et par måneders søgen efter en vandkande på 10 liter fandt vi den i en kombineret blomster, parfume- og legetøjsbutik. Hvor heldig har man lov at være…

Sidste fund handler om broderigarn. 6 bundter broderigarn til 18 kroner – fundet på loftet i en lille nichebutik, hvor der sad en skrædder med mange maskiner og sytråd i alverdens farver. Han sagde, at han udførte ALLE  typer af opgaver, så hans loft var et godt sted at kende. Men helt sikkert et sted, vi aldrig ville have fundet selv.  Så vi sendte en tak til shopping-guidens ophavsmand, der har boet i Jerusalem i mere end 25 år.

Comments are closed.

Proudly powered by WordPress | Theme: Baskerville 2 by Anders Noren.

Up ↑