To dages oplevelser kan illustrere, at Jerusalem både er en storby og en landsby.
Fredag morgen havde jeg en aftale med en tysk kvinde, som jeg havde mødt til et arrangement på Oliebjerget. Hun havde skrevet en bog om sin fodtur fra Rom til Jerusalem, og den bog ville jeg gerne læse. Så vi mødtes på en station i Jerusalem og udvekslede bog og gode ønsker for den fortsatte livsvandring.
Efter mit møde med hende, gik jeg hen og fik en kop kaffe på min yndlingscafé (til dem, der kender Jerusalem, var det på Jacks Patisseri). Da jeg skulle derfra, lignede jeg vist én, der ikke kunne finde vej og blev kontaktet af et ægtepar fra Illinois. Vi fik en god samtale om, hvorfor vi hver især var i Jerusalem – og ønskede hinanden en god dag!
På vej videre mødte jeg nogle danskere, som var på ferie hernede. En af dem var en gammel elev fra Djurslands Efterskole – og de andre var der også forskellige krydsrelationer til. Så vi aftalte at mødes dagen efter til gudstjeneste og frokost.
Da jeg kom tilbage til vores lejlighed, ringede det på døren, og en kvinde fra Cambodia spurgte, om vi var det danske præstepar, for hun var blevet opfordret til at tage kontakt til os af en af vores naboer, i hvis lejlighed hun og hendes mand skulle bo i tre uger. Før eftermiddagen var gået, havde vi aftalt at spise sabbatsmåltid sammen om aftenen.
I dag var vi så til gudstjeneste (til dem, der kender Jerusalem var det i Jerusalem Assembly). Der mødtes vi med danskerne fra dagen før (og faktisk flere andre danskere) – OG det ægtepar fra Illinois, som jeg havde talt med på caféen.
Så endnu engang den mærkelige oplevelse af, at Jerusalem både er en mangfoldig og sammensat storby med godt en million indbyggere – og en geografisk lille ”landsby”, hvor man ofte støder ind i mennesker, man kender – eller kommer til at kende.