Khaki-høst

I dag har vi været ude for at høste khaki-frugter i frivilliggruppen. Og jeg forstår pludselig bedre, hvorfor de er ret dyre. De smukke, orange frugter skal håndplukkes og behandles varsomt. De sidder godt fast på nogle grove grene, og de skal klippes af enkeltvis med en lille saks. Man samler dem i en stofpose, som man har i en bæresele over skulderen, hvorefter de forsigtigt skal hældes over i større beholdere. Først derefter går de videre til sortering, endelig modning og pakning. Så nyd din khaki-frugt næste gang, du får en!

Vi har efterhånden været med til mange forskellige opgaver i frivillig-gruppen. Vi har høstet både granatæbler, druer, oliven, chilipebre, kål og nu også khaki-frugter. Det er spændende både på grund af naturen og på grund af de mennesker, man møder. I dag gik jeg og talte med en, der arbejder med IT til daglig. Han fortalte, at hans virksomhed gerne vil støtte frivilligheds-tanken, så han får faktisk sin normale løn, selv om han en dag om ugen deltager i frivilligt arbejde. DET er da en flot satsning! Om det så for alvor udvikler frivillighed, kan jeg være mere i tvivl om.

Vi bliver også nogle gange spurgt, hvad det har med præste-opgaven at gøre at arbejde i landbruget? Og nej, det har ikke noget direkte med præste-opgaven at gøre. Men det er en måde at deltage i samfundslivet på, og det er en måde at koble ens åndelige liv med helt praktiske gøremål.

Og så giver det én selv en dybere forståelse for nogle af de lignelser og billeder, som Jesus bruger. For efter seks timers hårdt arbejde i solen kan man godt forstå den arbejder, der føler sig snydt, hvis den arbejder, der kun har været med i en enkelt time ville få udbetalt den samme løn… (læs fx Matthæus 20, 1-16).

Comments are closed.

Proudly powered by WordPress | Theme: Baskerville 2 by Anders Noren.

Up ↑