8.-10. oktober var vi på tur til Netanya, en af Israels smukkeste badebyer. Dels ville vi gerne besøge byen og dels var vi inviteret til Åben Sukka hos en af de herboende danskere, Anna Amalie. Det var hyggeligt at møde nogle af de danskere, der bor fast i Israel – OG det var en spændende bonus at besøge Anna Amalies garnværksted. Tjek byamalie.com for inspiration til smukt håndfarvet garn.
Det var en skøn oplevelse at bo på 10. sal lige ved strandkanten i Netanya. Vi nød udsigten over det smukke Middelhav og de hangglidere, der med mellemrum fløj forbi neden for vores vinduer. Den største oplevelse var dog vandreturen mellem Netanya og Cæsarea, som vi tog en af dagene, 10 km ud og 10 km hjem.Første stykke ud af Netanya gennem et slidt industrikvarter var ikke spændende, men pludselig var vi ude af byen og gik i det mest fascinerende landskab, hvor mødet mellem de bløde, røde kalksten og det vilde hav havde skabt de smukkeste formationer.
Som så ofte før – i mødet med flot natur – fik jeg følelsen af at være en LILLE bitte brik i Guds store skaberværk. Og det føles STORT.


