En citron er ikke bare en citron

I går begyndte løvhyttefesten, og vi var forbi Ben Yehuda-markedet om eftermiddagen. Der var livlig aktivitet, fordi alle lige skulle have købt de sidste grøntsager, frugter, brød og blomster til de kommende festdage. Mange skulle også lige nå at købe deres ”lulav”, som er en buket af tre slags grønt (palmeblad, pil og myrte) og dertil en etrog, der er en citron-lignende frugt.

Vi så mange ting i byen, som illustrerer, hvor stor en højtid løvhyttefesten er:

  • Mænd, der brugte lang tid på at vælge den absolut smukkeste etrog til lige præcis deres ”lulav”. Det kan måske sammenlignes lidt med jagten på det perfekte juletræ – i hvert fald kunne vi se, at en ”citron” ikke bare er en ”citron”.
  • Hele familier, hvor alle bar dynger af plastposer med indkøb fra markedet
  • Bygning af løvhytter i alle afskygninger: stoftelte på balkoner, plastkonstruktioner i tilknytning til cafeer og barer eller smukke hytter af træ, bast og palmegrene.

Dagen sluttede med et brag af en fest hos endnu en af vore nye naboer. Værten og hendes voksne børn havde lavet mad hele dagen, der var dækket op til hele familien, bedsteforældre og nære venner. Vi var inviteret med, fordi det ifølge den jødiske tradition er vigtigt at være gæstfri.

Vi kan kun sige tak og ønske alle en glædelig SUKKOT/løvhyttefest.
Læs mere om løvhyttefesten her.

Comments are closed.

Proudly powered by WordPress | Theme: Baskerville 2 by Anders Noren.

Up ↑