Udenfor kirken var gaderne lyserøde af nedfaldne blomster fra kirsebærtræerne. Inde i kirken var alt lys dæmpet og der var et smukt violet skær i korbuerne – ja, faktisk i hele kirken. Der var smuk sang fra et kammerkor, deltagelse ved konfirmander og centrale læsninger.
Så det blev en virkelig god skærtorsdag aften i en tilfældigt valgt kirke i Gøteborg. Stærkt at kunne gå til nadver og have fællesskab i troen med mennesker, jeg aldrig har mødt og aldrig vil møde igen.
Da Jesus spiste sit sidste aftensmåltid med disciplene (lärjungarne, som de hedder på svensk – skønt udtryk) gjorde han det klart, at de også fremover skulle bryde et brød og drikke af et bæger for at mindes ham.
Der er forskellige varianter af, hvordan det fejres verden over, og i aftes var der en lille svensk detalje, som gjorde indtryk. Som en del af ritualet tog præsten et tørt, sprødt stykke alterbrød og brød det, så man kunne høre det.
Det brød, Jesus spiste sammen med sine disciple, har næppe været så tørt, at man kunne høre det blive brækket over. Men lyden var for mig med til at gøre det konkret og sanseligt. Så lys, lyde og indhold fik det hele til at gå op i en højere enhed:
“Jesus for verden hengav sit liv,
Åbnede øjne Herre mig giv.
Han for min frelse ofrede sig,
da han på korset døde for mig.”
(Lina Sandells salme er med i den svenske salmebog)
