I foråret boede vi to måneder i Sverige (marts og april), fordi Hans Jørgen havde et vikariat i den danske kirke i Gøteborg. I juni måned boede vi i Jerusalem, fordi vi stadig er præstepar i den danske kirke i Jerusalem, selv om der har været mange problemer med at komme derned. Som Hans Jørgen siger: “Nu har jeg i et år været præst i den danske kirke i Jerusalem, men jeg har endnu ikke holdt en gudstjeneste dernede.” Hvordan DEN fremtid ser ud, ved vi stadig ikke helt, men det er heller ikke det, jeg vil skrive om.
Jeg vil skrive om at føle sig hjemme. Vi er nemlig blevet bekræftet i, at man kan føle sig hjemme mange steder. Vi har følt os hjemme i Gøteborg, i Jerusalem – og vi føler os selvfølgelig stadig hjemme i Hedensted.
Der findes mange udtryk om, hvor hjemme er: Hjemme er det sted, hvor ens kære er – hjemme er det sted, man slapper af – det sted, man føler sig tryg – det sted, hvor man kan gå i køleskabet uden at spørge – det sted, hvor man kan være sig selv. Men jeg er her i sommer stødt på et udtryk, der rummer endnu en vigtig pointe. ”Hjemme er det sted, man går ud fra og det sted, man kommer tilbage til.”
Vi har haft nogle få ting med, så vi kunne få vores nye steder til hurtigt at blive vores hjem. Et par billeder af børn og børnebørn, et par bøger og nogle få personlige genstande. Men det har faktisk overrasket os, hvor få ting, der skulle til for at skabe hjemfølelsen. Når vi havde pakket tøj og fodtøj ud og indrettet os hensigtsmæssigt med de forhåndenværende møbler, følte os næsten hjemme. Når vi havde fundet gode steder til vores egne ting og sat det væk, som vi syntes var ”mindre pænt”, følte vi os helt hjemme.
For hjemme handler ikke om ting. Hjemme er det sted, man tager afsted fra – og det sted, man kommer tilbage til. Og hjemme er det sted, man kan invitere andre hjem til.
Dejligt at man kan føle sig hjemme – ude og hjemme.