I aftes sad vi og nød aftensmaden og den dejlige udsigt fra terassen. Men en time senere og igen i nat blev vi kaldt ned i shelteret på grund af alarm fra de israelske myndigheder. Vi har efterhånden prøvet det mange gange i løbet af de sidste tre døgn; men det føles alligevel urealistisk, hver gang det sker.
Vi er så priviligerede, at vi bor et godt og trygt sted med et stort sikringsrum. Det ligger allernederst under de fem etagers lejligheder, der er bygget forskudt over hinanden. I vores sektion er der ti lejligheder, hvis beboere vi efterhånden er kommet til at kende nogenlunde. For når alarmen lyder, går alle (børnefamilier, unge og ældre, soldater der er hjemme på weekend eller ferie) ned ad trapperne og forskanser sig i betonshelteret bag den tunge jerndør.
Hvis det er om dagen, er der livlig snak og børnene ligger på gulvet og spiller brætspil. De to hunde lister rundt og bliver klappet af alle, og hvis man ikke vidste bedre, kunne det være en hvilken som helst nabo-komsammen. Men når det er om natten, mødes vi søvndrukne og sidder blege og triste og håber på besked om, at denne nats missilregn er forbi, at raketterne og dronerne er blevet fanget af ”Iron dome”.
”Iron dome” ER et stærkt forsvar, men som I alle har hørt i nyhederne, har der været tab på begge sider af fronten de sidste dage. De to ældste naboer har flere gange sagt, at de ikke har oplevet noget lignende, så det er alvorligt! De siger også, at de føler sig trygge på egne vegne – men er urolige på landets og alle sårbare beboeres vegne – blandt andet dem, der bor på steder uden gode shelters.
Der er al mulig grund til at håbe på og bede om snarlig fred både mod øst (Iran) og mod vest (Gaza). Der er al mulig grund til at bede om, at alle strandede både uden for og i Israel kan vende hjem. Der kunne være grund til, at vi følte os meget urolige; men vi har på en eller anden måde rimelig ro i sindet – og tror på. at vi kommer godt hjem.
Vores ro skyldes helt sikkert mange menneskers forbøn. Vi er dybt berørte over de mange, der har skrevet og fortalt, at de beder for os. Vi er dybt taknemmelige for, at vi har god kontakt til børn og børnebørn. For eksempel havde vi en lang facetime-snak med vores ældste barnebarn forleden. Det kan man leve længe på og næsten glemme verdens forfærdelige tilstand. For et barns latter fylder ens sjæl.
Så bliver man fyldt af liv, glæde og taknemmelighed – og håbet bliver stærkt. Akkurat som det blev det forleden, da to søskende lå på gulvet i shelteret og spillede Uno, mens deres hund hele tiden kom og ville blande sig. Det var så livsbekræftende at se på!
Måtte troen, HÅBET og kærligheden vokse og vinde i det enkelte sind, i de enkelte relationer – og i verden!!
PS: Helt praktisk bruger vi dagene på at male lejligheden, hvor det trænger. Vi bevæger os ikke ret langt fra lejligheden (op til indkøbscenteret og måske lidt ned i parken). Men det er ikke tid til besøg, udflugter eller arrangementer længere. SÅ må man jo finde på noget andet!!