Kunsten kan få os til at tænke. Over tid – tidligere tider og vores egen. Over eksistens – hvad der er forskelligt fra tid til anden, og hvad der er ens. Et besøg på Gøteborg Kunstmuseum mindede mig om, at mennesker gennem mange århundreder har været optaget af selviscenesættelse.
Vi kan let tænke, at det med selviscenesættelse hører de unge til, og særligt de unge influencere. Men meget tyder på, at vi alle er optaget af vores egen identitet, og at vi – uanset om vi bryder os om det eller ej – også spekulerer i, hvordan andre opfatter os. Gennem det, vi siger, gennem det, vi gør – og gennem de “selvportrætter”, vi lader andre se.
Udstillingen fik mig til at tænke over min forfængelighed og smile lidt af, hvordan jeg helst undgår de billeder, der viser mine rynker – og dermed mit levede liv. Men udstillingen fik mig også til at fundere over, hvordan vi kommer til at hvile mere i, både hvordan vi ser ud – og endnu vigtigere: hvem vi er.
For udseendet er jo ikke det vigtigste. Huden er trods alt bare skallen om ens person. Det er vigtigt nok at acceptere og holde af sit udvendige jeg. Men endnu vigtigere at acceptere hele sit jeg. Men hvordan finder man den gode balance mellem at være “tilfreds med sig selv” uden at være selvtilfreds?
Det får mig til at tænke over udtrykket med at være “den bedste udgave af sig selv”. Skal jeg være tilfreds med mig selv, som jeg er – eller skal jeg stræbe efter at blive “den bedste udgave af mig selv”? Jeg holder egentlig ikke af udtrykket, fordi det kan lægge op til en form for perfekthedskultur. Men på den anden side tænker jeg, at det er sundt at have idealer, at have noget at stræbe efter.
Verden er ikke et lige godt sted for alle. Der er mange mennesker og steder, der har brug for hjælp, for omsorg, opmuntring og støtte. Jeg tænker, at vi er forpligtede på at prøve at gøre verden til et bedre sted at være – ikke bare for os selv; men for dem vi er sat iblandt. Så lad os da for alt (og for alle) i verden stræbe efter ikke at VISE men at VÆRE “den bedste udgave af os selv”.
Jeg besøgte museet for fire dage siden – og jeg er ikke færdig med at tænke over portrætgalleriet endnu. Der var også andre rum og værker, jeg gerne ville fortælle om, men det må blive en anden gang…
