Efter endnu en uge hernede, er det tid til en status igen. Vi har som i den første uge været priviligerede og fået gode oplevelser: sabbatsbesøg og vandretur sammen med vores lokale naboer/venner, arbejde i frivillig-gruppen (denne uge plukkede vi granatæbler), besøg i kirken fra Rødding højskole, samvær med danske og internationale bekendte – og i går en dagsudflugt til Herodion, som vi gerne vil fortælle om.
Herodion ligger blot 25 km syd for hvor vi bor – lidt syd for Betlehem – men med offentlig transport er det alligevel en rejse. Som navnet siger, knytter stedet sig til Herodes, der var romersk hersker. Han var en magtsyg og mistænksom hersker – og han var en stor byggematador. Blandt hans mange byggeprojekter var havneprojektet i Cæsarea, tempelkomplekset i Jerusalem og et stort palads og gravmæle på bjerget Herodion.
Herodes planlagde sit gravmæle, så det skulle kunne ses fra Jerusalem. Det står derfor som et mindesmærke om både hans dygtighed som bygmester – OG hans enorme selvoptagethed.
Herodion er et besøg værd både pga informationerne og på grund af udsigten. Fra udsigtsplatformen øverst (bygget på resterne af det oprindelige bygningsværks tårn) kan man se til Betlehem, hyrdernes mark, Jerusalem og Judæas bjerge. Vi stod på udsigtsplatformen sammen med en arabisk taxachauffør og han kunne udpege, hvordan udsigten viser en meget tydelig opdeling mellem fattige palæstinensiske områder og rige israelske områder.
Det blev en ubehageligt tydelig opdeling for os i løbet af eftermiddagen. Vi ville gå fra Herodion til den nærliggende landsby Tekoa og derfra tage bussen tilbage til Jerusalem. Både gåturen og busturen var meget tankevækkende.
På gåturen bevægede vi os ned over marker, der viste sig at være arabisk område. Vi blev iagttaget af et par fårehyrder, der holdt øje med os, for vi var ikke af deres slags, og hvordan skulle de kunne vide, at vi ikke ville dem noget ondt??
Efter et vejkryds fulgte vi en sti ind gennem en anden olivenmark, der pludselig viste sig at være afgrænset af store ståltrådshegn op mod den ene side. En tydelig markering af, at her kunne du være ude eller inde. Vejkrydset var åbenbart adskillelsen mellem det palæstinensiske og det israelske område. Marken grænsede op til Tekoa, som er en af de mange bosætterlandsbyer. I hvert fald var det pludselig meget “civiliseret, pænt og rigt”.
Vi fandt bussen og konstaterede, at vi havde valgt en rute, der førte os gennem mange små “nye landsbyer/bosætterområder” med smuk arkitektur og fine gader, men med udsigt til små samlinger af fattige huse, hvor det var tydeligt, at nøjsomhed ikke var et valg men en nødvendighed. Den store forskel i levevilkår virker så uretfærdig på os…
Israel fik en delingsplan af FN i 1948? – men der er sket så meget siden, at det måske er på tide at udtænke en ny form for “deling” eller måske endda noget så utopisk som et samfund med plads til både israelere og palæstinensere. For nutiden viser i hvert fald, at delingsplanen har spillet fallit…