I 9 måneder har vi forberedt os på at skulle til Israel.
Vi har læst bøger om Israels fortid og nutid, om jødiske fester og traditioner. Vi har indstillet os på at skulle leve i et multikulturelt samfund med alverdens etniciteter, kulturer og religioner. Vi har besøgt Jerusalem i maj måned sammen med de bedste rejseledere.Vi har ryddet op i hus og have, tømt fryser, opsagt alverdens abonnementer – og for en uge siden solgt vores bil. Vi har besøgt eller haft besøg af familie, venner og naboer.
Så faktisk var vi klar til at rejse til Israel!
Men 8 dage før afrejse fik vi besked fra forsikringsselskabet, at de ikke længere ville forsikre os, fordi de nu karakteriserede Israel som krigszone. Hvilket det jo desværre også er!
I stedet for at pakke vores kufferter (efter de omhyggeligt udarbejdede pakkelister), må vi nu pakke vores håb, drømme og forventninger ned… Hold op, hvor har det været svært at forholde sig til. Vi har jo tænkt og følt, at det hele var lagt til rette. At det var Guds vej for os.
Vi håber og tror stadig, at vi skal til Israel – på et senere tidspunkt. Men her og nu prøver vi at acceptere, at det ikke bliver nu. Vi har sat plan B i værk og bestilt billetter til Lissabon og vil vandre ad den portugisiske rute op mod Santiago. Der må vi gå og øve os i tålmodighed – og prøve at genfinde tilliden til, at Gud viser os den vej, vi skal gå. Vi ved han gør det; men vi føler det ikke lige nu…
