Den jødiske shemabøn er den mest anvendte jødiske bøn, og den kan på mange måder sammenlignes med den kristne kirkes trosbekendelse. Morgen- og aften-gudstjenester indledes med bønnen, der blandt andet består af et citat fra 5. Mosebog kapitel 6, v. 4-9:
”Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke. Disse ord, som jeg i dag befaler dig, skal ligge dig på sinde, og du skal gentage dem for dine sønner; du skal fremsige dem, både når du er hjemme, og når du er ude, når du går i seng, og når du står op. Du skal binde dem om din hånd som et tegn, de skal sidde på din pande som et mærke, og du skal skrive dem på dørstolperne i dit hjem og i dine porte.”
Af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele din styrke. Det er ikke så lidt! Og derfor er Yom Kippur, forsoningsdagen, også en alvorlig dag for jøderne. For hvem kan leve op til Guds krav om total hengivelse?
I den jødiske tradition åbner Gud hvert år livets bog ved det jødiske nytår, Rosh Hashanah. Her skrives hvert enkelt menneskes skæbne ind og herefter har man 10 dage til at råde bod på de ting, man kunne have gjort bedre, før Gud igen lukker livets bog ved Yom Kippur.
Yom Kippur indledes med en bekendelsesgudstjeneste, hvor man beder en bøn, der er speciel for denne aften. Bønnen hedder Kol Nidre, hvilket kan oversættes med ”alle løfter”, og grundtanken i bønnen er, at man lægger alt frem for Gud: Alle gode intentioner, alle gode ønsker og løfter om at elske Gud og mennesker. Det hele skal lægges frem for Gud, bekendes for ham – fordi man erkender, at man i fortiden alligevel ikke er lykkedes med at indfri løfterne – og fordi man erkender, at man heller ikke i fremtiden vil lykkes med at indfri løfterne.
Derfor bliver tilsigelsen af syndernes forladelse vigtig. Og den kommer gennem en gentagelse af det, som Gud sagde til Moses, da Moses havde tigget Gud om at tilgive sit genstridige folk: ”På din bøn vil jeg tilgive dem.” (4. Mos. 14,20)
Vi var med til Yom Kippur gudstjeneste i den lokale synagoge i aftes. Eftersom vi kun forstår meget få ord på hebraisk, måtte vi jo tage øjnene til hjælp. Og der var meget at se på. Den lokale forsamling er ikke ortodoks, så der var alle mulige varianter af beklædning hos både kvinder og mænd. Alle mænd bar dog kippa, og de fleste mænd tog også et bedesjal på, når de kom ind i synagogen (se faktaboks om bedesjalets betydning).
Yom Kippur er årets største højtidsdag og derfor også en dag, hvor den store familie mødes. Så der var mange knus og kærlige hilsener. Der var teenage-børn, som tydeligvis var ”tvunget med” og derfor var i åbenlys diskussion med forældrene om grad af deltagelse. Der var familier med små børn, der løb ud og ind af lokalet med forældre og bedsteforældre på skift løbende efter dem.
Men mest interessant var det dog at forsøge at følge liturgien og finde ud af, hvad der foregik. Gudstjenesten var mest af alt en syngende vekselbøn mellem gudstjenestelederen (chazzan) og menigheden. Og en del af bønnerne blev understreget af kropsbevægelser. Som når man for eksempel beder Gud, vis os nåde, Gud tilgiv, Gud forson dig med os, så ledsages bønnen af, at man med knyttet hånd slår sig let på brystet, hvor hjertet sidder. Eller når man siger Velsignet være du, Herre, så bøjer man knæene, når man siger velsignet, læner sig forover, når man siger Du og rejser sig op igen, når man siger Herre.
Gudstjenesten varede 1 ½ time, så der var god tid til både iagttagelse og eftertanke. To tanker står tilbage. 1) Som kristne kan vi ikke tænke på forsoning uden at tænke på Kristus. Hvilken gave det er, at vi må have lov at tro på, at vores synder én gang for alle ER sonet og betalt. 2) Gud ønsker stadig, at vi skal elske ham af hele vores hjerte, sjæl og sind. Så vi har måske alligevel brug for en Kol Nidre-bøn.
Den følgende bøn af Holger Lissner kunne være vores forslag:
”Gud, du bad mig elske dig af hele mit hjerte,
Og du har overvældet mig med din kærlighed,
men mit hjerte er splittet og slidt.
Tag det og hel det!
Det er dit.
Gud, du bad mig elske dig af hele min sjæl,
og du har vist mig din omsorg,
men min sjæl er urolig og bekymret.
Tag den og skænk den din fred!
Den er din.
Gud, du bad mig elske dig af hele min styrke,
og du har givet mig alt,
men min styrke er svag og brudt.
Tag mig og gennemglød mig.
Jeg er din. Kun din. Amen”
(Lissner: Kollekter og bønner, s. 162 (Aros, 2013).