Nytårsfest i september

Et par af vores nye naboer havde i aftes inviteret til middag med familien for at fejre det jødiske nytår, Rosh Hashanah. Og det blev gjort med maner! Vi var en god flok omkring bordet, der var jødiske bønner, sange og fortællinger – og der var masser af mad.

Det var husets mor, der tændte lyset og indledte festaftenen, det var husets far, der bad takkebøn over vinen og brødet, det var en af de voksne døtre, der stod for bibelfortællingen, det var svigersønnen, der stod for sange og guitarspil – og derefter bar de ALLE mad ind.

Normalt synes jeg, at det er lidt ligegyldigt at tale om, hvad der blev serveret til en fest; men her vil jeg gøre en undtagelse. For det var et overdådigt måltid. Der blev serveret hjemmebagt challah, ovnbagt torsk, ovnbagt laks, linsegryde, knuste kartofler, stegte hvedekerner, bagte grøntsager, en frisk salat, syltede agurker og sikkert flere ting, som jeg har glemt.

Som traditionen foreskriver skulle der jo også være masser af ”søde ting” for at ønske et godt / sødt nyt år. Der var granatæbler, almindelige æbler, søde græskarstykker, dadler, kage og henkogte frugter.

Det hele blev ”garneret” af samtaler på kryds og tværs over bordet og i køkkenet, så vi følte os totalt fyldte i maver og sjæle, da vi sagde tak for i aften og gik to etager ned til vores egen stille lejlighed.

Gæstfrihed er en gave – og vi kom godt ind i det nye år!

Comments are closed.

Proudly powered by WordPress | Theme: Baskerville 2 by Anders Noren.

Up ↑