Vi havde hørt truslerne om, at krigen mod Iran ville blusse op igen. Vi havde håbet, at det var tomme trusler; men nu er der desværre igen åben krig mellem Iran og Israel/USA.
På et tidspunkt i dag stod vi på terrassen og nød en kop kaffe. Alt så skønt og fredeligt ud… Men virkeligheden er, at vi allerede har været kaldt til beskyttelsesrummet syv gange i dag. Kaldt dertil af larmende sirener. Vi er priviligerede, at vi kan gå til et trygt beskyttelses-rum. Vi føler os trygge, men også triste.
Det er ubærligt at tænke på alle dem, der ikke kan finde beskyttelse. På alle dem, der er aktører i krigen. På alle dem, der mister liv, lemmer eller håb…
Jeg kommer aldrig til at forstå krig – og jeg vil altid bede for dem, der bliver berørt af krig. Uanset hvilken side de er på.
Herre, forbarm dig over os!