Vi er nu tilbage i Israel og planen er, at vi skal være her en måned. Vi skal bo i lejligheden på French Hill i Jerusalem, og Hans Jørgen skal afløse præsten i Immanuelskirken i Tel Aviv, så vi kommer også til at være en del i Tel Aviv.
På rejsen herned havde vi god tid til at tænke over og tale om vores forventninger til dette ophold.
VI HÅBER PÅ et ophold med fortsat våbenhvile mellem Israel/USA og Iran; men vi ved også, at der nemt kan ske noget på krigsfronten. I flyet herned sad vi ved siden af en jøde fra Ashdod, der mente, at Netanyahu var nødt til at gøre jobbet færdigt, for et lille land, der hele tiden bliver truet, må forsvare sig. Og til en tysk Taizé-gudstjeneste i aftes mødte vi en mand, der fortalte, at han nærmest havde jublet, da de første missiler kom tilbage mod Israel, for som han sagde: ”Så kan de mærke, hvordan det er at blive angrebet.” Hvorefter han tilføjede, at han havde hørt forlydender om, at der ville ske noget afgørende nyt lørdag nat. Måtte han ikke have ret!
Som så ofte før må vi altså konstatere, at krig er en del af hverdagens bagtæppe i Israel – og at der er utroligt mange holdninger dertil – gående fra, at krigen mod Iran er et nødvendigt selvforsvar til at den er et brutalt og unødvendigt tiltag. Og så har vi ikke engang talt om den aldrig løste konflikt med Gaza.
VI HÅBER PÅ et ophold hernede, hvor vi kan nyde livet i vores lejlighed, by og land. Lejligheden – og ikke mindst balkonen – har allerede budt på gode oplevelser. Vi startede med at feje et par spande ørkensand af møbler og fliser, og så har vi ellers nydt udsigten og årstidens fantastiske fuglesang og blomstrende kaktusser. Naboskabet blomstrer også fortsat, og vi skal i aften fejre jødisk Shavout med et hold naboer. Jeg medbringer desserten og har lavet fromage, der skal pyntes med en kompot af friske abrikoser, mandariner og nektariner. Det skal naturligvis være en dessert med mælkeprodukter, for under den jødiske fest Shavout fejrer man blandt andet, at Israel er et land, der flyder med mælk og honning.
VI HÅBER PÅ et ophold, hvor vi får lov at opleve Guds Ånd i funktion. Altså hvor pinsens budskab får lov at udfolde sig i praksis. Ikke bare til gudstjenesterne men i dagligdagen. I Peters prædiken den første pinsedag, som man kan læse i Apostlenes gerninger, kapitel 2, citerer han Davids Salme 16, hvor der står:
”Du lærer mig livets vej,
Du mætter mig med glæde for dit ansigt,
Du har altid herlige ting i din højre hånd.”
Vi forsøger at møde livet på samme tillidsfulde og forventningsfulde måde. Men allerede til det har vi dybest set brug for Guds Ånd. Så lad os fejre, at vi allerede har fået den. Glædelig pinse!
