Den svenske skærgård er fascinerende, og vi har lyst til at besøge alle de små øer, der ligger ud for Gøteborg. Det kan naturligvis ikke lade sig gøre, men i lørdags besøgte vi den første. Valget faldt på Björkö, blandt andet fordi den guidebog, vi har købt “Vandring kring Göteborg”, havde en fin rute rundt på øen.
Det lykkedes os ganske vist ikke at følge ruten helt, men vi havde en meget fin tur rundt på øen og fik besøgt både den sydlige og den nordlige del af den langstrakte ø. Der var uendeligt tyst derude, og vi nød en vandring i stille vejr og næsten sol. I hvert fald fik vi forårsfornemmelser og var meget begejstrede over besøget på vores første skærgårds-ø. Så begejstrede, at vi lavede en lille målsætning om at besøge “en ø om ugen”.
Oven i den smukke naturoplevelse fik vi til sidst lidt pilgrims-inspiration. På den sidste del af turen fulgte vi en rute, hvor små stenskulpturer illustrerer Martin Lönnebos “Kristuskrans”. Lönnebos Kristuskrans er en perlekrans, der med farvede perler kan fortælle om nogle grundelementer i kristendommen. På denne rute var stenene i forskellige farver placeret på diskrete jernstænger fæstnet på grå sten-søjler. Jeg ved ikke, hvordan man oplever de små sten-skulpturer, hvis ikke man kender Lönnebos perlekrans. Men jeg blev fyldt med en dyb glæde over muligheden for at gå og fundere over betydningen af hver eneste sten.
Min yndlingssten plejer at være den blå sten, der symboliserer bekymringsløsheden; men i går blev jeg glad hver gang, jeg mødte en af de mange stilhedsperler. Måske fordi dagens vandring havde mindet mig om den store glæde, som vi begge har ved at være på vandring i mange timer – timer hvor man i den grad får lov til bare “at være”. Stille til stede i verden.
