Der ER plads til alle

Da vi var på introduktionstur til Jerusalem, blev vi præsenteret for en stor mængde mennesker. Nogle af dem er vi efterhånden kommet til at kende ret godt. Det gælder for eksempel Rida, som har en smykke-butik i det kristne kvarter.

I dag gik vi forbi Rida efter at have været til gudstjeneste i Redeemer Church. Vi fik en længere snak om hans egen historie, om butiksindehaveres vilkår for tiden – og om verdenssituationen.

Rida er 64 år gammel og overvejer at dreje nøglen om i sin butik. Egentlig blev han uddannet som jurist i Cairo, men han havde ikke lyst til at bruge sin jura som advokat. Han frygtede at skulle gå på kompromis med sandheden, og det ville han ikke. (If you are a lawyer you sometimes have to be a liar).

Han begyndte derfor at arbejde som ekspedient hos en slægtning, men fik senere sin egen butik, som han nu har haft sammen med en kollega i 22 år. Den har været på flere adresser men altid i det kristne kvarter, selv om han selv har arabisk baggrund.

Rida fortæller, at 50 % af butikkerne i Jerusalem har givet op og drejet nøglen om – som følge af først Corona og derefter af krigen. Der er mange uger uden en eneste handel, og som han siger: Man mister gnisten, når der ikke sker noget. Ingen af Ridas 5 børn har lyst at overtage butikken, så måske der bliver endnu et par lukkede skodder i de før så travle bazargader.

Rida får lys i øjnene, når vi taler om tidligere ansatte i Den Danske Kirke som Bodil og Jens Arne, Jakob, David og alle de unge volontører, han har handlet med. Han fortæller om sine venner i Danmark og siger, at han gerne ville besøge landet igen. For Danmark er et smukt og fredeligt land.

Vi spørger Rida, om han tror på fred i Israel. Og han svarer: “Det er svært at tro på fred – selv om alle ønsker det. Måske vi skulle sende alle verdens ledere ud i ørkenen, så vi andre kunne leve fredeligt sammen…”

Rida fortæller, at hele hans arabiske familie altid har levet i landet. Og det ønsker de at blive ved med. Han har til gengæld intet ønske om, at jøderne skal ud af landet. Efter hans opfattelse er der plads til alle. Men alle må lære at vise hinanden respekt. Og der er behov for en anden retfærdighed end den, han ser nu. For der
er ikke lighed for loven, siger den jura-uddannede butiksindehaver.

Det med at få lederne ud i ørkenen bliver nok svært, men det gør indtryk at høre Rida fortælle om, hvordan han og familien lever fredeligt og godt sammen med mange ældre jøder – hvorimod han oplever at blive mødt med had og modstand fra mange unge jøder.

Der er som aldrig før brug for at bede om fred i Jerusalem – og i hele verden. Der ER plads til os alle. Og vi er blevet bedt om at elske hinanden.

I Mattæusevangeliet kapitel siger Jesus det meget tydeligt: “I har hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske fars børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.

Comments are closed.

Proudly powered by WordPress | Theme: Baskerville 2 by Anders Noren.

Up ↑