Bjerge Skov (3-9 km)

Hent Naturstyrelsens kort over Bjerge Skov her

Ud fra kortet fra Naturstyrelsen (se linket ovenfor) og kortet nedenfor kan man planlægge en kortere eller længere vandretur. Vi gik en smuk tur på ca 9 km fra fugletårnet ved Bjerre Engsø, op om Elver Dam, videre gennem skovområdet med næsten 100 år gamle Douglasgraner, ned forbi Møgelkær Statsfængsel og ind over vådområdet ved Bjerre Engsø.
Smuk rundtur på en stormfuld dag, hvor vi ikke ænsede stormen, fordi de høje træer tog kræfterne af den. Så vi mærkede kun stormen som en susen i de høje træer…

Ved Elverdam

Langs Rohden Å (ca. 4 km)

Langs Rohden Å kan man gå en lille og meget fredelig tur på 4-5 km – alt efter hvor mange afstikkere, man tager. Der er stille og fredfyldt derude!
Hvis man kommer fra Vejle mod Juelsminde, skal man dreje af lige efter Belle Kunst. Ca. 300 meter nede ad vejen, kommer der en grusvej ind til højre. Efter 100 m er der en lille parkeringsplads, hvorfra man kun må færdes til fods. Se kortet og brug vores favoritrute – eller print selv et google-kort ud og over området og find din egen.

Vest for Daugård strand (3,5 km)

Fra Juelsmindevejen kører man ned ad Korshøjvej mod stranden. Hvis man parkerer på P-pladsen lige efter den røde gård neden for bakken (ved Askebjerg) er der en dejlig blå rute på 3,5 km.
Den er kuperet og der er en fantastisk udsigt på det meste af rundturen.
Tag evt. et billede af kortet ved P-pladsen. Og bemærk, at man skal gå ind i skoven lige efter hestestalden, der hører til Vejlefjordskolen – hvis man altså går ruten ned om stranden først.

Træskohage Fyr (3-7 km)

Der er flere gode gåture i området omkring Hotel Vejlefjord.
Hent kort over området her.
Man kan parkere ved Hotel Vejlefjord (adressen er Sanatorievej 26, 7140 Stouby) og gå derfra – eller man kan parkere ved Grund Hundeskov og gå en fin rundtur derfra – og evt slutte med en kop kaffe ved shelterpladsen dernede.

Udsigt fra shelteret ved Grund Skov

Jorden rundt ved Daugård (4 km)

Min yndlingsgåtur bliver i lokalområdet kaldt for “Jorden rundt”. Det er en rundtur på 4 km, og når man ser på kortet, forstår man dens navn. Ruten er kuperet og byder på de smukkeste udsigter ned over Vejle fjord.

Proudly powered by WordPress | Theme: Baskerville 2 by Anders Noren.

Up ↑